Der er afgang fra Billund kl. 22.35 med ankomst lokal tid på Island kl. 23.35. Når alle er
samlet går vi cirka 300 meter til vores hotel.
Hotel Aurora, Keflavik Airport
Tirsdag begynder eventyret for alvor. Vi skal opleve nogle af Islands mest ikoniske og naturskønne steder– en dag fyldt med historie, naturkræfter og afslapning.
Vores første stop er ved Thingvellir-sletten, et sted af enorm historisk og geologisk betydning. Her
samledes de første islændinge allerede i år 930 for at danne verdens ældste eksisterende parlament,
Alþingi. Sletten ligger præcis dér, hvor den eurasiske og den nordamerikanske kontinentalplade mødes
et dramatisk landskab, hvor man tydeligt kan se revnerne, som langsomt udvider sig år for år.
Herefter kører vi videre til det geotermiske område Geysir, hvor den aktive gejser Strokkur med få
minutters mellemrum sender kogende vand og damp op i luften – ofte op til 20–30 meters højde.
Området summer af varme kilder, boblende mudder og svovlduft, som vidner om den enorme energi,
der gemmer sig under Islands overflade.
Det enorme og eventyrlige vandfald
Næste oplevelse er det majestætiske Gullfoss-vandfald, et af landets mest berømte naturvidundere. Her
kaster den brusende Hvítá-flod sig i to etaper ned i en dramatisk kløft, og på solrige dage danner
vandtågen ofte smukke regnbuer – et syn, man sent glemmer. Vi tager os god tid til at nyde stedet, høre
vandets kraftige brusen og måske gå en lille tur i området.
Dagen afsluttes på afslappende vis i Den Hemmelige Lagune (Secret Lagoon) nær den lille by Flúðir. I
modsætning til den mere kendte Blå Lagune er denne oase mindre og mere autentisk, omgivet af
dampende kilder og grøn natur. Vandet holder en behagelig temperatur på omkring 38–40 grader året
rundt, og her er gode faciliteter med omklædningsrum og bruser. Et perfekt sted at slappe af og lade
dagens indtryk synke ind.
Fordelen ved at køre i en mindre bus, er at vi kan opleve nogle af de mindre steder, det benytter vi os af.
Derfor laver vi et stop ved Urridafoss, et mindre men absolut skønt vandfald.
Vi er nu på vej nummer 1, der går hele vejen rundt om Island. Vi følger vejen med øst mod vores skønne
hotel, der er beliggende ”ude i ingenting”. Vi laver et stop i den Vik, Islands sydligste by, her er mulighed
for at få aftensmad, før vi kører den sidste strækning til hotellet.
Overnatning: Fosshotel Nupar
Efter et godt morgenmåltid, kører vi til en særlig islandsk oplevelse - Jökulsárlón Glacier Lagoon.
Her er der mulighed for at gå en tur langs lagunen fyldt med turkisblå isskulpturer.
Sammen igen går vi ombord i et amfibie køretøj. Den næste halve time sejler vi rundt blandt disse
naturskabte isskulpturer, der er knækket af Europas største gletsjer Vatnajökull.
Herefter begiver vi os tilbage til hotellet, denne gang med adskillige stop undervejs.
Vi skal bl.a. nyde udsigten til Islands højeste bjerg – Hvannadalshnjúkur.
I aften er middagen inkluderet på hotellet
Vi forlader hotellet efter morgenmaden torsdag.
Vi kører direkte til Vik, den sydligst beliggende by på Island, her holder vi en god pause og ser den sorte
strand, som er farvet af lava.
Igen i dag skal vi opleve den Islandske natur, flere af stederne har vi set fra bussen da vi kørte mod
Nupar.
Vi skal bl.a. opleve Solheimajökull, en gletsjer tunge, der skærer sig ned gennem fjeldet.
Vi skal også se nærmere på det imponerende vandfald Skogafoss, hvor der vil være mulighed for at
følge en sti til toppen af vandfaldet.
Sidste stop er ved Seljalands vandfaldet, dette vandfald er ikke den eneste grund til at stoppe her, efter 10
minutters gåtur i fladt terræn kommer vi til Gljufrabui - Et mindre vandfald, men det imponerende er
hvordan vandfaldet har skåret sig ind i fjeldet.
Vi kan se vandfaldet i sikker afstand for vandet, hvis du vil helt tæt på, så husk regntøjet.
Når alle er indkvarteret på vores centralt beliggende hotel i Reykjavik, mødes vi igen.
I aften skal vi spise i en ældre restaurant inspireret af vikingetiden. Hvis vi er heldige går ejeren rundt og
underholder under middagen.
Overnatning: Fosshotel Baron
Fredag efter morgenmaden står den på sightseeing i Islands smukke og spændende hovedstad.
Reykjavík er en by med iøjnefaldende kontraster. Byen har små huse beklædt med bølgeblik ved siden af
futuristiske glasbygninger, førsteklasses faciliteter minutter væk fra barsk, vulkansk terræn og
international indflydelse blandet med nationale traditioner. Det skaber tilsammen en unik kultur, hvor det
traditionelle omfavner det nye.
Med en befolkning på godt 122.000 er Reykjavík ikke en klassisk storby af størrelse. Byen har få
skyskrabere, sjældent trafikkaos, og man ser velkendte ansigter på gaden. Lad dig dog ikke narre af
størrelsen, for byen har en pulserende åre af sprudlende kreativitet og energi, som holder den i live med
spændende begivenheder og interessante tiltag.
Vi går i dag ca. 4 km samlet set på vores sightseeing.
Her skal vi bl.a. opleve Hallgrimskirken, udnævnt som et af verdens 50 smukkeste bygningsværker. Vi skal
naturligvis se kirken inde- og udefra.
Derefter skal vi besøg Harpa, som er Reykjaviks imponerende opera- og koncerthus, som huser Islands
symfoniorkester og den islandske opera.
Herefter forlader vi Reykjavik og tager en omvej mod lufthavnen.
Vi kører tværs over halvøen til Grindavik. Herfra krydser vi et område af størknet lava og vi skal bl.a.
opleve broen over kontinentalpladerne.
Fremme ved lufthavnen er der afgang kl. 16.35 mod Billund, denne gang er rejselederen med flyet mod
Billund.
Ankomst til Billund kl. 21.35