Jul på Gavnø

Lørdag den 14. november

Dagsprogram

  • Jul på Gavnø slot

    Træd ind i et sandt juleeventyr, når vi besøger Jul på Gavnø Slot – Danmarks største julemarked, hvor historiske omgivelser, funklende julelys og ægte julestemning skaber en helt særlig oplevelse.

    Julen begynder allerede, når vi kører over den lille stenbro til øen Gavnø. For enden af broen rejser det smukke slot sig som et eventyrslot, omgivet af gamle træer og smukt pyntet til årets hyggeligste tid. Her har baronessen gennem to årtier skabt en juletradition, som hvert år tiltrækker tusindvis af besøgende fra hele landet.

    Det historiske herregårdsanlæg danner en magisk ramme om julemarkedet, hvor mere end 150 udstillere fordelt i de rustikke bygninger byder velkommen med alt, hvad julehjertet kan ønske sig. Her finder I håndlavet julepynt, smukt kunsthåndværk, brugskunst, nisser, dekorationer og masser af inspiration til årets julegaver.

    Lad dig friste af julens mange smagsoplevelser med delikatesser, konfekt, hjemmebagte småkager, krydrede likører, vin og spiritus. Duften af nybagte æbleskiver, varm kakao og hjemmelavet gløgg fylder luften og fuldender den hyggelige julestemning.

    Inden vi besøger julemarkedet, nyder vi en dejlig, traditionel julefrokost, inden der bliver god tid til at opleve de mange boder, finde unikke julegaver eller blot nyde den helt særlige atmosfære blandt gran, julelys og hyggelige juletoner.

    Jul på Gavnø er meget mere end et julemarked – det er en oplevelse fyldt med traditioner, hygge og julens magi. Her er der tid til at gå på opdagelse, lade sig inspirere og komme helt i julestemning.

    Sidst på eftermiddagen samles vi igen og kører hjem efter en skøn dag med masser af julehygge, dejlige oplevelser og forhåbentlig en bagage fyldt med både julegaver og gode minder.